23. februar 2020

Kongsdal & Sildehagen

Mariager Fjord
Udsigt fra Sildehagen mod sydøst

Vi trodsede blæsevejret

For tredje weekend i træk var der dømt stormvejr over Danmark. Min kammerat og jeg trodsede vinden og tog en tur til Mariager Fjord og fandt en smule læ ved Kongsdal og Sildehagen.

Vi startede dagen ved Kongsdal havn og fiskede øst på. Bakkerne ned til vandet tog heldigvis en del af vinden og vi kunne gå nogenlunde i læ, mens der stadig var gang i vandet.

  • Læs mere

Efter 1 times tid havde jeg hug af hvad der godt kunne have været en fornuftig fisk, men som desværre røg af med det samme. Kort efter havde min kammerat en følger og vi troede for alvor på det - og skiftede agn op til flere gange, når der ikke lige havde været hug eller følgere efter. Det kastede dog intet af sig og vi fiskede videre ud til den lille stenhavn ved Kongsdal - uden held.

Efter en frokostpause og lidt opladning tog vi turen til Sildehagen og fiskede ca. halvanden times tid der. Bedst, som vi var ved at opgive håbet helt, så fik jeg en lille fisk på ca. 25 cm. på, som hurtigt fik sin frihed igen.

Vi har haft en hel del nulture sammen på det sidste (men fanget fisk hver for sig), så det var lidt en sejr at vi endelig havde lidt action på en fællestur. Vi var måske en lille smule overdrevet glad for en lille fisk, men de små sejre skal også fejres 😉

Mere info

Et par billeder fra dagens tur. Et fra en af de tiltrængte kaffepauser for at få varmen - og et fra min kammerats GoPro, der fangede den lille havørred der var lidt overmodig og bed på en Snurrebasse str. 1.